Det er ikke rigtigt, men Venstre ønsker et energiforlig, der er både ambitiøst, men som ikke sender unødigt store regninger til hverken familier eller erhvervslivet.

Da VK-regeringen for et års tid siden fremlagde sit klima- og energiudspil, blev det rost for at være et af de mest ambitiøse i verden. Det var ikke uden grund.

Ambitionen om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler er både rigtig og vigtig. Danmark er allerede i dag med i frontlinjen, når det kommer til at skabe de grønne arbejdspladser, der forventes at blive afgørende for det 21. århundredes økonomiske udvikling.

Det afgørende ved VK-regeringens klima- og energiudspil er, at det sikrer, at vi fortsat er med i den absolutte top, når det kommer til at skabe nye, grønne arbejdspladser. Men på en måde så vi ikke sætter andre danske arbejdspladser eller familiernes privatøkonomi på spil. En målsætning som jeg egentlig tror, at jeg deler med Dansk Metal.

For hvorfor, Lars H. Hansen, skabe en masse nye job i én sektor, imens man samtidig tvinger en masse andre virksomheder til at flytte ud af landet og tage jobbene med sig?  Det er præcis, hvad SRSF-regeringen har lagt op til med det klima- og energiudspil, som vi netop er ved at forhandle om i Folketinget.

Det vil Venstre ikke være med til. Og jeg tror egentlig heller ikke, at det er i Dansk Metals interesse. Så i stedet for at kritisere Venstre burde Dansk Metal og Lars H. Hansen i virkeligheden bakke Venstre op, så vi ikke endnu flere af Dansk Metals medlemmer skal se deres job forsvinde til udlandet.

Vi er i en tid, hvor den økonomiske situation er forværret. Hvor den røde regering har taget livet af skattestoppet. Hvor den røderegering har udskrevet en stor regning i form af ekstra skatter og afgifter for over fem mia. kroner til danskerne. Og hvor den røde regering er ved at lægge en sidste hånd på de konkrete planer om at opføre en betalingsring, der også bliver en dyr fornøjelse for danskerne. Oveni vil den røde regering så komme med en regning for energiudspillet på 5,6 mia. kroner.

I Venstre står vi ved, hvad vi har sagt – både før og efter et valg. Derfor holder vi fast i vores udspil fra sidste år, selvom den europæiske krise og alle regeringens nye skatter og afgifter har rokket ved de grundlæggende forudsætninger. Men så har vi allerede strakt os langt. Regeringen har fået klar besked på, at selvom regeringen indtil videre har reduceret sit udspil med en milliard, så er det stadig alt for stor en regning.

Hvis den økonomiske ramme er i orden, vil Venstre ved forhandlingsbordet prioritere tre væsentlige punkter:

1.      Energiaftalen skal sikre, at vi beholder eksisterende arbejdspladser i Danmark frem for at sende dem ud af landet. Fint med nye grønne jobs i fremtiden, men midt i en krisetid skal vi også passe på dem, vi har.

2.      Nogle familier – blandt andre de 300.000 familier med oliefyr – kommer til at betale en for stor del af den samlede regning.

3.      Vi skal omstille til grøn energi, men vi ønsker at satse på flere forskellige typer vedvarende energi, f.eks. biogas.

Venstre har derfor ikke som Lars H. Hansen skriver valgt at stille sig ovre i et hjørne med korslagte arme. Tværimod har vist, at det kan lade sig gøre at kombinere ambitiøse klimamål med hensynet til danske arbejdspladser og den enkelte husholdnings økonomi

Regeringen glemmer fuldstændig, at energipriserne i forvejen kommer til at stige med flere tusinde kroner om året, og oveni skal man så lægge regeringens ekstra-regning på 2.000 kroner. Jeg forstår ikke, at regeringen på den måde vil flå endnu flere penge fra danskerne, som allerede betaler prisen for verdens højeste energiafgifter.

Samtidig har en lang række virksomheder advaret mod, at de høje energiafgifter også kan blive fatale for dem – og dermed for danske arbejdspladser. Hvis energipriserne lander, som regeringen ønsker det, kan virksomhederne simpelthen ikke længere konkurrere med udlandet. Og så skal det nok lykkes at få skabt nye arbejdspladser – men desværre alene på den anden siden af den danske grænse, mens vi må sige farvel til job herhjemme.

Derfor har Venstre trukket en klar streg i sandet. Vi vil ikke være med til at gøre det dyrere at være dansker. I foråret fremlagde den tidligere VK-regering sit energiudspil, og med det i hånden kan Danmark tage nogle solide og ambitiøse skridt mod at blive mere grønne og få udfaset de fossile brændsler. Men i det rette tempo, og så danskernes husholdningsøkonomi kan følge med.

Den røde regerings forslag til finanslov hæver skatter og afgifter med over 5 mia. kr. og skattetrykket stiger derfor fra 46,5 procent af BNP i dag til 47,6 procent af BNP i 2013. Det betyder, at det bliver dyrere at være danskere og dyrere at drive virksomhed i Danmark. Det betyder mindre økonomisk vækst og færre penge til at finansiere vores fælles velfærd.

Underskuddet på de offentlige finanser stiger samtidig til mere end 100 mia. kr. i 2012. Det betyder, at den offentlige nettogæld kommer til at overstige 10 procent af BNP i 2013. I dag er den gæld 3 procent af BNP. Oversat til mere forståelige tal betyder det, at den røde regering låner, hvad der svarer til 18.000 kr. for hver eneste dansker.  Da Venstre var i regering, blev den offentlige nettogæld betalt helt af. Med den nye, røde regering er vi tilbage i den gammelkendte skatte- og gældsskrue.  På vej ind i krisen var dansk økonomi i en enestående positiv situation takket være VK-regeringens rettidige omhu. Det er den røde regering nu ved at sætte overstyr.

Det er ikke ansvarlig økonomisk politik og det er ikke en økonomisk politik, der vil sætte gang i den danske økonomi.

Socialdemokraternes sprogbrug viser, at de er i panik. Og det er der god grund til. For der er massiv folkelig modstand mod deres planer om at lukke gaden. Men alligevel holder socialdemokraterne  sammen med et stort flertal i byrådet stædigt fast.

Senest på byrådsmødet først i december, hvor alle partier undtagen Venstre besluttede at afsætte 24 mio, kr. til den projektkonkurrence, der skal omdanne bymidten og lukke Th. B. Thrigesgade.

Venstre foreslog i stedet, at  omdannelsen af Th. B. Thrigesgade stilles i bero, og der iværksættes en plan for udvikling af området, der indeholder en gennemkørelsesmulighed.

Der er sket rigtigt meget siden byrådet i februar 2008 besluttede at omdanne Th. B. Thrigesgade.

For det første har vi helt klart fået set, at de gader der skal aflaste Th. B. Thrigesgade – den såkaldte indre ring – har meget svært ved på store strækninger at klare den øgede trafikbelastning.

For det andet vil lukningen give enorme besværligheder og store omkørsler, for de tusindvis af mennesker, der hver dag har brug for at krydse byen. De tvinges med lukningen ud på kæmpe omveje.

For det tredie vil lukningen af Th B. Thrigesgade efter vores vurdering få alvorlige konsekvenser for butikkerne i centrum.

For det fjerde, så er Danmark – ja Verden og også Odense siden 2008 blevet ramt af en økonomisk nedtur. Der gør, at vi hele tiden er tvunget til at overveje om det er rigtigt at bruge flere hundrede millioner kroner på at lukke byens vigtigste trafikåre.

For det femte, så kan det godt være, at det i 2008 var muligt at sælge byggeretter og parkeringsanlæg for 199 mio. kr. Men er det også det i dag ? Med de signaler der er fra både investorer og banker, er det så muligt ? Vi tror ikke på det.

For det sjette så frygter vi, at Odenses bymidte i mange år bliver et stort byggerod med en masse områder, der stor tomme, fordi byggeretterne ikke kan sælges. Sådanne områder har vi nok af i forvejen.

Lukningen at Th.. B. Thrigesgade vil ikke udvikle men afvikle Odense Centrum. Og derfor er Venstre imod lukningen Og vi lader os ikke skræmme af en socialdemokratisk retorik, der ikke tåler modstand

Derfor undrer det mig også meget, at Jørn Jespersen fra Dansk Miljøteknologi i Børsen den 14. december hævder, at NOx-afgiften faktisk vil gavne virksomhederne. Argumentet er, at højere afgifter gør tilbagebetalingstiden kortere på de krævede miljøinvesteringer. Med det argument kan det jo undre hvorfor afgiften så ikke er dobbelt så høj. Det gavner selvfølge den lille kreds af virksomheder, der kan leverer dyr rensningsteknologi. Men hvad hjælper det, hvis der i den aktuelle krise ikke er penge hos dem, som skal i banken for at låne til de dyre investeringer – og hvis konkurrenterne i Tyskland og Frankrig ikke får samme omkostninger. Så knækker virksomheden halsen eller flytter sin produktion til udlandet i stedet for.

Det perspektiv er helt afgørende at have med i den aktuelle debat. For hvad hjælper det at skabe ét job i en ”grøn industri”, hvis vi med den anden hånd sender to jobs ud af landet med NOx-afgiften eller anden beskatning? Derfor kræver vi fra Venstres side, at regeringen tager den skævvridende NOx-afgift af bordet. Den er en stor barriere i forhold til, at vi kan finde fælles fodslag i de kommende energiforhandlinger, hvor regeringen også agter at sende en for stor regning videre til forbrugere og erhvervsliv.

Jeg er uenig med regeringen i at 5,6 mia. kr. i yderligere omkostninger er vejen frem. Selvfølgelig kræver den nødvendige grønne omstilling væk fra de fossile brændstoffer en investering. Men det er vigtigt, at det sker med sund fornuft og økonomisk ansvarlighed. Vi skal passe på, at det ikke koster danske arbejdspladser i den aktuelle krise. Det har hele tiden været Venstres standpunkt i de igangværende forhandlinger om et energiforlig.

Venstre mener, at regeringen skal bidrage til at skabe et godt udgangspunkt for den grønne omstilling. Derfor skal regeringens ønske om en femdobling af NOx-afgiften også tages af bordet, så erhvervslivet ikke brandbeskattes ned under gulvbrædderne, inden vi overhovedet er i gang med den grønne omstilling.

Venstre vil meget gerne bidrage til at løse Danmarks udfordringer på energi- og klimaområdet. Men vi vil ikke være med til at beskatte både forbrugere og virksomheder på den måde, som regeringen lægger op til. Det vil nemlig skade Danmark både på den korte og den lange bane.

På tværs af folketinget er vi grundlæggende enige om visionen for dansk energipolitik. Vi ønsker stort set alle sammen, at vores energiforsyning omstilles til grøn energi, så vi dermed bliver uafhængige af fossile brændsler og reducerer vores CO2-udledning. Den vision blev faktisk først lanceret af tidligere Venstre-statsminister Anders Fogh og det var VK-regeringen der, som den første i verden fremlagde en konkret strategi for hvordan vi tager de første markante skridt i retning af at opfylde visionen.

Den politiske diskussion handler derfor ikke om visionen, men om midlerne og værktøjerne. Her er der store forskelle. Vi har ikke set udspillet fra RAF-regeringen endnu, men vi ved at den har en målsætning om 50% vindkraft allerede i 2020. Derfor ved vi også, at udspillet bliver en dyr affære for danske elforbrugere, fordi regningen for vindmøllerne betales af elkunderne – både private kunder og erhvervslivet.
Venstre ønsker et bredt forlig og møder derfor op til forhandlingerne med et meget klart udgangspunkt: At arbejde for, at der IKKE sendes en kæmpe ekstra regning til hverken private elforbrugere eller erhvervslivet. Ja, vi skal have grøn omstilling men det skal ske under skyldig hensyntagen til familiernes økonomi og erhvervslivets konkurrenceevnen.   
Derfor vil vi i forhandlingerne også arbejde for, at omstillingen til grøn energi i videst mulige omfang er baseret på markedsøkonomiske løsninger. Det giver mest grøn energi for pengene. Derfor ønsker vi at støtten til vedvarende energi aftrappes i takt med at de forskellige grønne teknologier bliver konkurrencedygtige. Det skal selvfølgelig ske over en årrække så rammebetingelserne er klare og kendte, men det skal ske. Første skridt skal være udfasning af støtte til vindmøller på land.
50% vind i vores elsystem er ikke alene en dyr målsætning fordi vindmøllerne skal have store tilskud. Det er en målsætning som sætter hele den danske energiforsyning under pres. Energiforliget skal derfor ikke bare give svar på hvordan vi øger vores andel af vedvarende energi på en forsvarlig facon. Det skal give svar på hvordan hele Danmarks fremtidige energiforsyning skal hænge sammen.
Hidtil har vi bedre end de fleste andre lande evnet at få masser af vind energi ind i vores elnet, Det er lykkedes blandt andet fordi vi via elkabler til Norge, Tyskland og Sverige kan komme af den vind-strøm som vi ikke selv kan bruge. Det har været en fordel for både forbrugere, erhvervsliv og energisektoren – bl.a. fordi det har ført til en langt mere effektiv produktion. Men med 50% vind bliver vi nødt til at investere endnu mere i  den slags forbindelser

Det er nemlig forudsætningen for at vi kan skaffe energi til rimelige penge til de danske forbrugere, når det ikke blæser i Danmark og at vi kan sælge energien til højestbydende når vi har overskud af energi. F.eks. kan en forbindelse til Storbritannien være særligt værdifuld fordi vinden blæser på forskellige tidspunkter i forhold til Danmark.

Den kraftigt stigende andel af vind i energisystemet understreger også behovet for, at vi fastholder velfungerende kraftværker i Danmark, der kan skrue op og ned i forhold til vindkraften. Det er derfor det er afgørende at de store centrale kraftvarmeværker kan skifte kullene ud til fordel for bæredygtig biomasse. Det vil give en stor CO2 reduktion uden at sende en stor regning til kunderne.

Endelig skal vi fremme udbygningen af biogas, da det er et grøn og fleksibelt brændsel, der også kan bidrage til at integrere vindkraften. Landbruget kan levere gylle til biogas, og dermed både bidrage til omstillingen af energisystemet og løse nogle af landbrugets miljøudfordringer. Men biogas kan kun bidrage til at integrere vindkraften hvis biogassen kan bruges fleksibelt, dvs. at den kan sendes ud i naturgasnettet.

Det er Venstres udgangspunkt for energiforhandlingerne. Hvis regeringen vil, er der bestemt basis for et bredt forlig. Men det forudsætter at økonomien i aftalen er rimelig, og at den er ansvarlig overfor alle led i vores energiforsyning.

Det seneste eksempel på dette er akutfunktionen på Svendborg Sygehus. Før valget lovede socialdemokraterne, at denne skulle bevares. Carsten Hansen, som efter valget er blevet udkantsminister, skrev sågar under på et løfte om, at akutfunktionen skulle bevares, hvis Socialdemokratiet kom til magten. Nu er Socialdemokraterne rent faktisk kommet til magten, og Carsten Hansen vil ikke kommentere, at den nye Sundhedsminister definitivt har revet tæppet væk under akutfunktionen på Svendborg Sygehus.

Sjældent har man i dansk politik set så klokkeklart og pinligt løftebrud så kort tid efter et valg. Hvis man ikke kan stole på et løfte afgivet på skrift, hvad kan man så stole på? Politik er en rodet affære og når ens parti ikke har 90 mandater er man selvfølgelig nødt til at gå på kompromis med nogle ting. Derfor er det så meget desto vigtigere, at man lader være med at love ting, man ikke er 100 pct. sikker på, man kan holde.

Venstre havde før valget fremført, at det i den nuværende situation var problematisk at bevare akutfunktionen på Svendborg Sygehus både af sundhedsfaglige og økonomiske grunde. Det har den nye regering nu også måtte sande. Desværre er vælgerne i mellemtiden blevet stukket blår i øjnene.

Det bliver ingen håndsrækning til boligmarkedet, selvom Helle Thorning-Schmidt under valgkampen lovede vælgerne, at en boligpakke ville blive gennemført. Der bliver ikke to lærere i de mindste klasser og der kommer ikke et loft på 24 elever i folkeskoleklasserne som lovet. Der bliver heller ikke bedre normering i dagtilbud, ingen afskaffelse af lukkedage og forældre kan se langt efter den lovede forøgelse af børnechecken.

Venstre slog inden valget fast, at der i krisetid ikke var råd til S-SF’s gaveregn over vælgerne. Den sandhed må den nye regering nu se i øjnene. Danske vælgere står derfor overfor historisk store løftebrud. Det vil de fleste økonomer være glade for. S-SF’s økonomiske katastrofekurs er blevet afværget. Demokratisk er det dog betænkeligt, at vælgerne ikke kan stole på, hvad politikerne lover dem inden et valg.

Det nye Folketing er kun et par uger gammelt, men allerede nu må mange af de indvalgte i rød blok sidde med en dårlig smag i munden. Meget få af de løfter, de stillede op på, bliver til noget. De økonomiske realiteter, som de rasede mod under valgkampen, er ufravigelige. Og deres partiledere har for travlt med at finde sig til rette i ministerkontorer til at lade sig mærke med bagateller som løftebrud og vælgeransvar.

Valgkampen 2011 har været en lettere speget affære. Heppekor, slagsange og hujen og buhen har pludseligt fundet vej ind i en valgkamp, der ellers ikke har skortet på alvorlige emner.

På Fyn har vi kunnet kigge lettere hovedrystende på. Vi har i vores valgkamp forsat vores gode samarbejde og holdt fokus på de alvorlige emner. Vi har holdt gademøder sammen, hvor vælgerne kan møde os begge og høre om forskelle og, ligeså vigtigt, om enighed på tværs af partiskel.

Virkeligheden er nemlig den, at når det gælder om at fremme Fyn og øernes interesser, så er vi langt hen ad vejen ganske enige. Mellem valgene holder vi kontakten til lokale virksomheder og erhvervskontorer og ikke mindst til helt almindelige mennesker for at høre, hvad vi kan gøre for at sikre arbejdspladser og forbedre fynske vilkår.

Det er et arbejde, der giver resultater. Et par eksempler: Støjvold i Nyborg til gavn for beboerne ved motorvejen, motorvejsafkørsel ved det nye hospital i Odense, togstation i Langeskov med intercity-stop, udbygning af ny afkørsel ved Middelfart, udvidelsen af den Vestfynske motorvej, anlæg på afkørslen ved Lillebælt Syd, gennemførelse af energispare-projekt i Middelfart, nedgravning af elmaster henover Middelfart og over Lillebælt, og opgradering af Aulbyvej med statslig medfinansiering.

Ikke nødvendigvis sager, der indbyder til heppekor, slagsange og hujen og buhen, men helt klart sager, der forbedrer vilkårene for helt almindelige fynboer.

Det er det lange seje træk for Fyn mellem valgene, og det er det, der i sidste ende virkeligt betyder noget.

Det er sådan set de eneste to tal man behøver at kende i den her valgkamp. De syv første år det nuværende regering var ved magten blev gælden nedbragt med 300 mia. kr. Hvis S-SF kommer til magten vil gælden de næste 9 år stige med 270 mia. kr.

Med øget gæld følger øgede renteudgifter. Da den danske statsgæld var størst i 1996 – under den daværende S regering – betalte Danmark 59 mia. kr. i renter. Det var mere end vi brugte på hospitaler dengang. 59 mia. kr. er ufatteligt mange penge. Penge som gik ned i lommen på udenlandske investorer, der havde spekuleret i at låne Danmark penge. I 2008 havde Venstre og den nuværende regering fået nedbragt renteudgifterne til 12 mia. kr.

I regering har Venstre arbejdet for at sikrer økonomisk holdbarhed med 2020-planerne. I opposition har S-SF arbejdet for at love mest muligt væk for lånte penge.

Det er forskellen på de to blokke. Gæld eller varig velfærd. Sjældent har det været mere klart.